Under overskriften:

LOGIK FOR ARBEJDSLØSE

skriver Søren Kristensen, Sankt Annæ Gade 39 København i dag (11/12) på POLITIKENS debatside:

Vismandsrapporten anbefaler tre muligheder for at skrue ned for en kraftigt overhedet økonomi. Første forslag er at fjerne noget af skatten på arbejde, for dem der allerede har et, for at få dem til at arbejde mere. Andet forslag er en stramning af finanspolitikken, hvilket klinger dårligt med skattestoppet. Sidste og ifølge vismændene mest effektive metode er ”at fyre 5000 offentligt ansatte”. Set i lyser af de ressourcer, det kræver at servicere, kontrollere og undervise 125.000 ledige, som tilsyneladende alligevel ikke kommer i arbejde, er det nærliggende at vælge den sidste mulighed. Rent praktisk kan øvelsen bestå i at indføre en borgerløn, der vil overflødiggøre en lang række medarbejdere i den offentlige sektor, hvis hele karriere bygger på forestillingen om, at der er arbejde til alle, og at alle kan arbejde.

En idé til efterfølgelse?

Fra et af vore medlemmer har vi fået oplysning om, at partiet Bündnis90/Die Grünen har vedtaget at nedsætte en kommission med det formål, at udvikle koncepter for indførelsen af en betingelsesløs basisindkomst.

Under overskriften: Udvikling af velfærdsstaten hedder det:

De Grønne vil videreudvikle velfærdsstaten. På Partidagen i Köln besluttede de delegerede forrige søndag at nedsætte en kommission, som får til opgave at udarbejde forslag. Grundlaget for kommissionens arbejde skal være konceptet om betingelsesløs basisindkomst og sikring af livsgrundlag.

Forud for beslutningen var der en lidenskabelig debat. Alle talere var enige om, at velfærdsstaten skal understøtte mennesker i nødsituationer. Den nye overborgmester i Tübingen, Boris Palmer, sagde at Hartz IV (en socialreform gennemført i 2004) ikke var overensstemmende med hans forestilling om velfærdsstaten. Derimod ville en basisindkomst udgøre et interessant skridt imod muligheden for at mennesker kan leve i frihed.

Vicepræsidenten for Forbundsdagen, Katrin Göring-Eckardt sagde, at det ville være spændende med en betingelsesløs basisindkomst, fordi hvert menneske derved ville få et grundlag for at kunne udvikle sig. En basisindkomst må imidlertid ikke medføre en forringelse af velfærdsydelser.

Stefan Ziller fra Arbejdsgruppe Basisindkomst anførte, at de modeller, der i øjeblikket diskuteres i offentligheden må forbedres, så de bliver fattigdomssikre.

Den tidligere kvindepolitiske ordfører, Katja Husen lagde vægt på, at man under sin søgen efter en fremtidig model ikke glemte kønnenes ligeberettigelse.

Et hjertesuk over en glædelig begivenhed

 

Er man et utaknemmeligt skarn, når det er med blandede følelser, man oplever tilslutning til sine tanker offentliggjort i landsdækkende medier (in casu POLITIKEN)?

 

Det skete for mig 2 gange i denne uge

 

• hvor finansminister Thor Petersen gav udtryk for, at det efter hans mening ikke ville gavne arbejdsudbudet at sænke topskatten, men at man hellere skulle gøre det mere attraktivt for folk uden for arbejdsmarkedet at skaffe sig et arbejde ved at undlade at beskatte dem med 80% og opefter gennem reduktion af den overførselsindkomst, de oppebærer,
• og hvor professor i sociologi ved universitetet i Mûnchen, Ulrich Beck i søndagens internationale kommentar utvetydigt anbefaler indførelse af borgerløn uden krav og betingelser til alle, der ligger under et vist indkomstniveau.

 

Mine blandede følelser i den anledning må ses i forbindelse med, at jeg for måneder tilbage forgæves har forsøgt at få nedenstående indlæg optaget i forskellige danske aviser:

 

Lad os få flere i arbejde

 

Når man følger med i den indenrigspolitiske debat, som den udspiller sig i såvel trykte som elektroniske medier, er der to problemer, som hele tiden dukker op.

 

Det ene går ud på, at danskerne arbejder for meget. De er fortravlede, forstår ikke at holde ferie, overlader deres afkom til daginstitutioner, tager deres arbejde med hjem og slukker ikke deres mobiltelefoner.

 

Det andet går ud på, at danskerne arbejder for lidt. De skal motiveres til at forøge deres arbejdsindsats, hvorfor det anbefales at fjerne topskatten, der angiveligt fjerner incitamentet til at give den en ekstra skalle.

 

Da det i sagens natur ikke kan være de samme personer, der er tale om, må det mere i overensstemmelse med virkeligheden at udtrykke problemet ved at fastslå, at nogle danskere arbejder for meget, mens andre arbejder for lidt.

 

Og hvad kan vi så gøre ved det?

 

Den store forskel mellem, hvad man har betegnet som A-holdet og det man kalder B-holdet er, at A-holdet har et job, medens B-holdet står uden for arbejdsmarkedet og forsørges af det offentlige.

 

Er det ikke nærliggende at antage, at dem, der er på A-holdet arbejder for meget, men at A-holdet er for lille i forhold til B-holdet? At det ikke er dem på A-holdet, der skal arbejde mere, men at der skal rekrutteres mere arbejdskraft fra B-holdet. Altså flere i beskæftigelse i stedet for mere arbejde af dem, der er i beskæftigelse?

 

En fjernelse af topskatten vi næppe have interesse for B-holdet, der jo ikke betaler topskat. Om den vil få A-holdet til at arbejde mere er tvivlsomt. Hvis man er en af den topskatramte, kan man jo spørge sig selv, om man kunne og ville påtage sig mere arbejde, hvis topskatten bortfaldt!

 

Hvis vi ønsker flere i arbejde, var det måske mere interessant at beskæftige sig med den først tjente krone end med den sidst tjente.

 

En række undersøgelse har godtgjort, at det for et ikke ubetydeligt antal mennesker er tilfældet, at de ikke økonomisk kan stå sig ved at tage et arbejde til den løn, de kan opnå. Ikke nødvendigvis fordi den overførselsindkomst, de oppebærer, er for stor, men fordi den bortfalder eller aftrappes, hvis de skaffer sig en indtægt. For den gruppe borgere er marginalskatten på den først tjente krone i realiteten over 100%.

 

Det ville være ret enkelt at sikre, at alle kunne få en økonomisk fordel ved at skaffe sig en indkomst, nemlig ved at erstatte en stor del af de overførselsindkomster, vi opererer med, med en ubetinget basisindkomst, som ikke modregnes af en personlig indkomst. Denne indkomst skulle så beskattes f.eks. med en flad skat på 50%.

 

En sådan ordning har man hidtil kaldt for borgerløn, men af en eller anden grund får stort set alle politikere røde knopper, når det omtales. En formand for et politisk parti har endog til mig udtalt, at han intet ved om begrebet bortset fra, at han er imod.

 

I betragtning af, at i hvert fald 4 nobelpristagere i økonomi har anbefalet et system med ubetinget basisindkomst evt. i form af en negativ skat, kan man godt undre sig over denne animositet.

 

Det, der i ugen gik op for mig – selv om jeg naturligvis inderst inde godt vidste det – er, at det for pressen ikke så meget kommer an på, hvad der skrives, som på hvem, der skriver det.

 

Selvfølgelig er det mere interessant når landets finansminister eller en anerkendt professor i sociologi udtaler sig om et emne, end når en i offentligheden ikke særlig kendt person udtrykker sin uforgribelige mening, men det er også en understregning af at, hvis men ikke er en ”kändis”, så er det svært at komme til orde, medens ”kändisser” opfordres til at udtale sig om alt fra børneopdragelse til ulandshjælp

 

 

 

Per Sørensen

Skovparken 420

7190 Billund

telf. 75 338689, mobil 21 788265

E-mail: perso@stofanet.dk 

 

Borgerløn og global bæredygtig udvikling

Min Mandagskommentar:

I min bog om borgerløn sætter jeg borgerløn i forhold til forestillingen om en bæredygtig udvikling. Det er stadig for mig den overordende referenceramme, man skal se borgerløn i forhold til.

Miljøspørgsmålet har længe ligget underdrejet - men er nu på vej op på den politiske dagsorden overalt. Det giver muligheder for at præsentere borgerlønsspørgsmålet på nye måder. Forleden skrev Ejvind Larsen i Information om den engelske kommentarer George Monbiots by bog: "Heat - how to stop the planet burning." Han foreslår lige kvoter for mængden af tilladelig årlig CO2 produktion må uddeles til hvert menneske og hver virksomhed. Så naturgodernes fordeling ikke bliver bestemt af marked og penge.

Jamen er det ikke det rene økodiktatur? Det behøver det ikke blive. Men det kunne kædes sammen med global basic income. Den radikale tanke kunne være, at vi alle har en fælles lige ejendomsret til jorden. Vi bør alle have ret til en Earth Dividend, som nogle har kaldt det. I en sådan model bliver et afkast af denne fælles ejendomsret ikke givet af staten eller en anden international myndighed og skal ikke bygge på inddrevne skatter. Den kunne bygge på den indkomst alle verdesnborgere kan opnår ved løbende at sælge og leje deres ret til naturen (kvoter) ud til private firmaer og stater, hvor det forudsættes at disse personlige andele ikke kan købes og afhændes. Rent praktisk kunne disse handler foretages af en række uafhængige fonde (som demokratiske pensionsselskaber), der samtidig sikrede alle en lige og løbende udbetaling af dividenden. (se nærmere om ideen http://www.globalincome.org/English/Earth-Dividend.html).

En sådan dividendemodel, hvor man har en fælles fond, findes allerede realiseret i Alaska, The Alaska Permanent Fund, hvor alle borgere årligt har modtaget en dividende på mellem $1000 og £2000 byggende på indtægterne fra en lang række statslige naturressourcer.

Det er både abstrakt utopi og et eksempel på kim til dets realisering (endda i Guds eget land).

Bedste hilsener Erik

Er "borgerløn" et skældsord?

Er ”borgerløn” virkeligt et skældsord?

I Venstres nye principprogram er § 93 en gentagelse af principprogrammet fra 1995:

"Det enkelte menneske har et personligt ansvar for at forsørge sig og sine.
Arbejdsløshedsunderstøttelsen og lignende må ikke udvikle sig til borgerløn, hvor den enkelte får ret til en ydelse fra staten uden et modsvarende krav om at stå til rådighed for arbejdsmarkedet."

Det er naturligvis for medlemmer af Borgerlønsbevægelsen en torn i øjet, at det regeringsbærende parti anvender begrebet ”borgerløn” som noget afskrækkende, og det er også uforståeligt i og med at Anders Fogh Rasmussen i bogen: Kampen om boligen (1982) skrev følgende:

… Herefter er det nærliggende at stille spørgsmålet: Hvorfor kunne alle disse mange forskellige ydelser ikke samles i én samlet ydelse, som fokuserer direkte på det egentlige problem - den for lave indkomst? Med andre ord: der bør konstrueres én samlet ydelse, som hviler på det princip, at enhver som ligger under en given indkomstgrænse er berettiget til ydelse, uanset hvilken gruppe vedkommende i øvrigt tilhører.

I praksis kan en sådan samordning af sociale ydelser kobles på skattesystemet gennem
indførelsen af den såkaldte 'negative indkomstskat'. Grundideen i den negative indkomstskat er, at hvis indkomsten ligger over en skattefri bundgrænse, betaler man skat på normal vis. Ligger indkomsten derimod under den skattefri bundgrænse, modtager skatteyderen derimod et tilskud svarende til skatteværdien af forskellen mellem den vedtagne bundgrænse og den faktiske indkomst (...)

Anders Fogh Rasmussen betragter hermed begrebet borgerløn som hverken mere eller mindre end en praktisk løsning på af fordele den opgave, det efterhånden er blevet at administrere fordelingen af den ca. 240 mia. kroner samfundet årligt udbetaler som indkomstoverførsler.

Da også andre venstreministre har været inde på lignende tanker, kunne det måske være opportunt for partiet at kigge lidt på det med friske øjne. Er det udtryk for forandringsparathed at blive ved med at lappe på systemer, der uomtvisteligt har en række uønskede bivirkninger?

På vores hjemmeside www.borgerloen.dk er der inspiration at hente.