Et hjertesuk over en glædelig begivenhed
Er man et utaknemmeligt skarn, når det er med blandede følelser, man oplever tilslutning til sine tanker offentliggjort i landsdækkende medier (in casu POLITIKEN)?
Det skete for mig 2 gange i denne uge
- hvor finansminister Thor Petersen gav udtryk for, at det efter hans mening ikke ville gavne arbejdsudbudet at sænke topskatten, men at man hellere skulle gøre det mere attraktivt for folk uden for arbejdsmarkedet at skaffe sig et arbejde ved at undlade at beskatte dem med 80% og opefter gennem reduktion af den overførselsindkomst, de oppebærer,
- og hvor professor i sociologi ved universitetet i Mûnchen, Ulrich Beck i søndagens internationale kommentar utvetydigt anbefaler indførelse af borgerløn uden krav og betingelser til alle, der ligger under et vist indkomstniveau.
Mine blandede følelser i den anledning må ses i forbindelse med, at jeg for måneder tilbage forgæves har forsøgt at få nedenstående indlæg optaget i forskellige danske aviser:
Lad os få flere i arbejde
Når man følger med i den indenrigspolitiske
Det ene går ud på, at danskerne arbejder for meget. De er fortravlede, forstår ikke at holde ferie, overlader deres afkom til daginstitutioner, tager deres arbejde med hjem og slukker ikke deres mobiltelefoner.
Det andet går ud på, at danskerne arbejder for lidt. De skal motiveres til at forøge deres arbejdsindsats, hvorfor det anbefales at fjerne topskatten, der angiveligt fjerner incitamentet til at give den en ekstra skalle.
Da det i sagens natur ikke kan være de samme personer, der er tale om, må det mere i overensstemmelse med virkeligheden at udtrykke problemet ved at fastslå, at nogle danskere arbejder for meget, mens andre arbejder for lidt.
Og hvad kan vi så gøre ved det?
Den store forskel mellem, hvad man har betegnet som A-holdet og det man kalder B-holdet er, at A-holdet har et job, medens B-holdet står uden for arbejdsmarkedet og forsørges af det offentlige.
Er det ikke nærliggende at antage, at dem, der er på A-holdet arbejder for meget, men at A-holdet er for lille i forhold til B-holdet? At det ikke er dem på A-holdet, der skal arbejde mere, men at der skal rekrutteres mere arbejdskraft fra B-holdet. Altså flere i beskæftigelse i stedet for mere arbejde af dem, der er i beskæftigelse?
En fjernelse af topskatten vi næppe have interesse for B-holdet, der jo ikke betaler topskat. Om den vil få A-holdet til at arbejde mere er tvivlsomt. Hvis man er en af den topskatramte, kan man jo spørge sig selv, om man kunne og ville påtage sig mere arbejde, hvis topskatten bortfaldt!
Hvis vi ønsker flere i arbejde, var det måske mere interessant at beskæftige sig med den først tjente krone end med den sidst tjente.
En række undersøgelse har godtgjort, at det for et ikke ubetydeligt antal mennesker er tilfældet, at de ikke økonomisk kan stå sig ved at tage et arbejde til den løn, de kan opnå. Ikke nødvendigvis fordi den overførselsindkomst, de oppebærer, er for stor, men fordi den bortfalder eller aftrappes, hvis de skaffer sig en indtægt. For den gruppe borgere er marginalskatten på den først tjente krone i realiteten over 100%.
Det ville være ret enkelt at sikre, at alle kunne få en økonomisk fordel ved at skaffe sig en indkomst, nemlig ved at erstatte en stor del af de overførselsindkomster, vi opererer med, med en ubetinget basisindkomst, som ikke modregnes af en personlig indkomst. Denne indkomst skulle så beskattes f.eks. med en flad skat på 50%.
En sådan ordning har man hidtil kaldt for borgerløn, men af en eller anden grund får stort set alle politikere røde knopper, når det omtales. En formand for et politisk parti har endog til mig udtalt, at han intet ved om begrebet bortset fra, at han er imod.
I betragtning af, at i hvert fald 4 nobelpristagere i økonomi har anbefalet et system med ubetinget basisindkomst evt. i form af en negativ skat, kan man godt undre sig over denne animositet.
Det, der i ugen gik op for mig – selv om jeg naturligvis inderst inde godt vidste det – er, at det for pressen ikke så meget kommer an på, hvad der skrives, som på hvem, der skriver det.
Selvfølgelig er det mere interessant når landets finansminister eller en anerkendt professor i sociologi udtaler sig om et emne, end når en i offentligheden ikke særlig kendt person udtrykker sin uforgribelige mening, men det er også en understregning af at, hvis men ikke er en ”kändis”, så er det svært at komme til orde, medens ”kändisser” opfordres til at udtale sig om alt fra børneopdragelse til ulandshjælp
Per Sørensen
Skovparken 420
7190 Billund
telf. 75 338689, mobil 21 788265
E-mail:
