onsdag, december 06, 2006

En idé til efterfølgelse?

Fra et af vore medlemmer har vi fået oplysning om, at partiet Bündnis90/Die Grünen har vedtaget at nedsætte en kommission med det formål, at udvikle koncepter for indførelsen af en betingelsesløs basisindkomst.

Under overskriften: Udvikling af velfærdsstaten hedder det:

De Grønne vil videreudvikle velfærdsstaten. På Partidagen i Köln besluttede de delegerede forrige søndag at nedsætte en kommission, som får til opgave at udarbejde forslag. Grundlaget for kommissionens arbejde skal være konceptet om betingelsesløs basisindkomst og sikring af livsgrundlag.

Forud for beslutningen var der en lidenskabelig debat. Alle talere var enige om, at velfærdsstaten skal understøtte mennesker i nødsituationer. Den nye overborgmester i Tübingen, Boris Palmer, sagde at Hartz IV (en socialreform gennemført i 2004) ikke var overensstemmende med hans forestilling om velfærdsstaten. Derimod ville en basisindkomst udgøre et interessant skridt imod muligheden for at mennesker kan leve i frihed.

Vicepræsidenten for Forbundsdagen, Katrin Göring-Eckardt sagde, at det ville være spændende med en betingelsesløs basisindkomst, fordi hvert menneske derved ville få et grundlag for at kunne udvikle sig. En basisindkomst må imidlertid ikke medføre en forringelse af velfærdsydelser.

Stefan Ziller fra Arbejdsgruppe Basisindkomst anførte, at de modeller, der i øjeblikket diskuteres i offentligheden må forbedres, så de bliver fattigdomssikre.

Den tidligere kvindepolitiske ordfører, Katja Husen lagde vægt på, at man under sin søgen efter en fremtidig model ikke glemte kønnenes ligeberettigelse.